Lægedatter sælger Marilyn Monroe-røntgen

Mangen en ungersvend har sikkert i tidens løb haft lyst til at kunne kigge lige igennem tøjet på Marilyn Monroe. Nu er muligheden der.

Havde man forhåbninger om at få et blik af den afdøde filmstjernes nøgne overkrop, bliver man dog slemt skuffet. Det billede, der nu er tilgængeligt, er nemlig intet mindre end et røntgenbillede.

Derfor er det kun skelettet i skuespillerindens overkrop, der udstilles til skue, når Julien's auktionshus i Hollywood til sommer sætter billedet til salg.

- Der burde være stor interesse for at købe billedet, for det er det ultimative indblik i legenden, siger auktionsdirektør Darren Julien.

Billedet stammer fra 1954, da Marilyn Monroe var indlagt på grund af mavesmerter. Hun var på det tidspunkt stadig gift med baseballstjernen Joe DiMaggio, selv om parret reelt var gået fra hinanden.

Billedet er taget blot to måneder efter indspilningen af den berømte filmscene, hvor Monroes kjole blæses op af luften fra en varmluftskanal i jorden.

Det var en ung røntgenlæge, der i sin tid fik fat i billedet, som han i mange år viste til sine studerende. Senere arvede lægens datter billedet. Hun har nu sat det til salg.

Billedet ventes at blive solgt for mindst 1200 dollar. Det svarer til cirka 6500 kroner.

/ritzau/

Et mere end 50 år gammelt røntgenbillede af Marilyn Monroe er dukket op hos en lægedatter, som nu sætter det på auktion.

Offentliggjort Sidst opdateret