Lær de uskrevne regler på din nye arbejdsplads

Hold lidt afstand til de kolleger, der bruger hele dagen på at brokke sig over chefer, indeklima eller bare arbejdspladsen generelt - i hvert fald når du er helt ny. Opsøg i stedet kolleger, der kan give dig et positivt indblik i den virksomhed, du nu skal være en del af. (Modelfoto) Foto: Colourbox/Free

Det er ikke nok at sætte sig ind i overenskomst og personalehåndbog. Du skal også blive bekendt med jargon og uskrevne regler, hvis du vil have en god start.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er det okay at kalde kollegerne søde eller idiot, kan man banke på chefens dør, og er det acceptabelt at have sandaler på, når temperaturen er høj?

Når du starter på en ny arbejdsplads, er det ikke nok, at du sætter dig ind i dine nye arbejdsopgaver og lærer kollegernes navne.

Du skal også sørge for hurtigst muligt at sætte dig ind i de regler, der ikke står sort på hvidt. På den måde sikrer du den bedst mulige start på din nye arbejdsplads.

- Det er meget vigtigt med en god start. Som med mange relationer i livet er det svært at komme tilbage, hvis man er kommet rigtig skævt ind på hinanden, siger Thomas Kantsø, der er chefkonsulent hos Djøf.

Måske er der udpeget en, der skal få dig godt i gang - en kollega, din leder eller måske tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanten - og ellers skal du selv gøre en indsats for at finde en.

Den person kan du bruge aktivt til at lære spillereglerne.

- Spørg direkte, om der er nogle uskrevne regler, du skal kende til, siger Thomas Kantsø og peger på kommunikation med chefer og kolleger som et vigtigt punkt at få styr på.

Vær også klar over, at du ikke behøver at bevise dit værd med rundsave på albuerne første dag.

I stedet bør du være ydmyg, når du starter et nyt sted, råder Betina Lund, der er arbejdsmiljøpolitisk konsulent i 3F.

- Der er en grund til, at vi har fået to ører og én mund, siger hun og anbefaler, at du bruger god tid på at lytte i den første tid, mens du prøver at afkode den nye jargon.

Hvor længe du skal holde dig lidt tilbage, afhænger af, hvilken type arbejdsplads du er landet på.

- Man skal altid bruge lidt situationsfornemmelse, når man starter et nyt sted, siger hun.

Og så skal du acceptere, at det kan tage lidt tid at komme ind i fællesskabet. Måske har dine kolleger arbejdet sammen så længe, at de har udviklet et venskab og en fortrolighed, der rækker ud over arbejdspladsen.

- Man kan ikke forvente, at man bare kan træde ind i det fortrolige rum fra dag ét, siger Betina Lund.

Det tager også tid at lære en ny jargon. Men det betyder ikke, at du bare skal finde dig i alt i den første tid.

- Hvis jargonen overskrider ens grænser, eller hvis man føler, at man skal gå på kompromis med sin sikkerhed, så skal man sige fra med det samme, siger Betina Lund og tilføjer:

- Også selv om man risikerer at blive opfattet som snerpet eller sart.

/ritzau fokus/