Lagerfeld undskylder og bortforklarer

- Hun er lidt for fed, men hun har et skønt ansigt og en guddommelig stemme, sagde han.

Det fik den amerikanske modeskribent og PR guru Kelly Cutrone til at henvende sig til befolkningen med budskabet: Hvis du elsker Adele så stop al handel med Chanel. Og tilsyneladende har flere modebloggere spredt budskabet på nettet.

Lagerfeld forklarer nu, at hans kommentar var taget helt ud af kontekst. Og at han faktisk bare havde forsøgt at komplimentere Adele.

- Jeg vil til hver en tid foretrække Adele, hun er min yndlingssangerinde. Og til Adele vil jeg bare sige: Jeg er din største beundrer, siger han til The Metro.

Lagerfeld fortæller også, at han godt ved, hvor stort et pres det kan være, når man som offentlig person kommenteres på ens udseende.

- For 10 år siden tabte jeg selv 30 kilo. Og jeg har ikke taget dem på siden. Men Adele er en smuk kvinde, og jeg glæder mig til at hun udgiver endnu en plade, afslutter han.

Adele forklarer til bladet People Magazine, at hun aldrig har haft lyst til at ligne en af de modeller, som man ser på podier eller på forsiden af modeblade.

- Jeg har bare aldrig haft lyst til at se sådan ud. Jeg ligner størstedelen af alle kvinder, og det er jeg stolt af, siger hun.

/ritzau/

Foto: PA/PA Photos

Modehuset Chanels kreative direktør, Karl Lagerfeld, udtalte sig i sidste uge nedladende om den 23-årige sangerinde Adele i et interview til den parisiske The Metro.

Offentliggjort Sidst opdateret