Lars Løkke vil være fåreavler

Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) går rundt med en fåreavler i maven. Og nu vil statsministeren have sin egen flok.

Ifølge Se og Hør er Lars Løkke Rasmussen og hans færøske hustru Sólrun faldet pladask for de brægende uldtotter, når de har været på besøg hos hendes familie på Færøerne.

- Man skal selv passe fårene, tage dem ned fra fjeldene, når de skal klippes, og være med til slagtninger, og når kødet skal tørres osv. I årenes løb har jeg prøvet det flere gange i Sólruns familie, og nu synes vi, det kunne være sjovt at have vores egne får, siger statsministeren til Se og Hør, som var fulgt med parret til Færøerne for nyligt.

Det var Lars Løkke Rasmussens første officielle besøg på Færøerne, og han var indlogeret på et fint hotel med et stort følge af sikkerhedsfolk og embedsmænd i hælene.

Det er noget anderledes end hans sædvanlige indkvartering, når turen er gået til hustruens hjemstavn: Her har Danmarks førstemand måtte gå til ro i en låneseng hos sin færøske svigermor.

- Det kan være ret 'crowded', hvis hele Sólruns familie er her samtidig, men vi plejer at finde en seng til alle, siger statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen bekender over for Se og Hør, at det ikke var kærlighed ved første blik, da han besøgte Færøerne for første gang, men at han er kommet til at holde af hustruens hjemegn med tiden.

- Hver gang jeg kommer herop, bliver jeg bjergtaget af naturen, siger han.

/ritzau/

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har set sig lun på en flok får under et besøg i hustruen Solruns hjemstavn på Færøerne. Nu vil han have sin egen flok.

Offentliggjort Sidst opdateret