Lindsay Lohan på afvænning før fængslet

Den skandaleramte skuespillerinde Lindsay Lohan er flyttet ind på en afvænningsklinik i Los Angeles. Ifølge People.com tjekkede Lohan onsdag ind på ædruhjemmet Pickford Lofts i Los Angeles.

Ifølge People's kilder opholdt Lohan sig stadig på hjemmet torsdag.

Lindsay Lohans tilsyneladende beslutning om at gøre noget ved sit alkoholforbrug kommer mindre end en uge, inden hun efter planen skal melde sig i et fængsel for at afsone en fængselsdom.

Sidste uge blev Lohan idømt 90 dages ubetinget fængsel for to tilfælde af spritkørsel og et tilfælde af hasarderet kørsel. Skuespillerinden er tidligere sluppet med en betinget dom, men hun opfyldte ikke længere kravene for at kunne forblive på fri fod.

Lindsay Lohan har nemlig forsømt at møde op i adskillige tilfælde, hvor hun skulle have deltaget i kurser om såkaldt alkoholkontrol. Og det blev for meget for dommeren i retten i Los Angeles.

Hver forseelse blev takseret til 30 dages fængsel, og Lindsay Lohan brød hulkende sammen i retten, da det gik op for hende, at hun skal en tur i brummen.

Afvænningsklinikken, hvor Lindsay Lohan nu har taget ophold, er grundlagt af forsvarsadvokaten Robert Shapiro. Han blev kendt, da han i 90'erne forsvarede sportsstjernen O.J. Simpson, der blev frifundet for drabsanklager.

Ifølge People. coms kilder tyder noget på, at Robert Shapiro er på vej til at blive Lindsay Lohans forsvarer.

Kilden fortæller også, at Lindsay Lohan har ladet sig frivilligt indskrive på hjemmet i håbet om at få en mildere straf.

/ritzau/

Tirsdag i næste uge skal Lindsay Lohan møde op i fængslet til afsoning. Nu har hun indskrevet sig på et hjem for alkoholafvænning.

Offentliggjort Sidst opdateret