Efter mere end to års betænkningstid har dagbladet Ekstra Bladet og ugebladet Se og Hør opgivet anken i retssagen om Line Baun Danielsens privatliv. Det oplyser Line Baun Danielsen selv i en pressemeddelelse.
Dermed står dommen fra landsretten ved magt, hvor begge medier blev dømt for krænkelse af privatlivets fred.
Sagen drejer sig om Line Baun Danielsens skilsmisse fra den tidligere landsholdsspiller Jan Bartram, hvor Line Baun Danielsen i 2006 slæbte Ekstra Bladet, BT og Se og Hør i retten. Hun mente, at medierne havde viderebragt oplysninger, der var af privat karakter.
Københavns Byret frikendte i første omgang journalisterne, men landsretten bakkede om Line Baun Danielsen. BT modstod landsrettens dom, mens Ekstra Bladet og Se og Hør ankede til Højesteret. Nu har begge mediers advokater så skrevet til Højesteret, at anken hæves.
- Det er en stor sejr for mig og for andre offentlige personer. Landsrettens dom siger nemlig kort og godt, at kendte mennesker også har ret til et privatliv, siger Line Baun Danielsen i pressemeddelelsen.
Straffen fra landsretten lyder på 10 dagbøder a 500 kroner til fire journalister. De tre daværende ansvarshavende redaktører Henrik Qvortrup (Se og Hør), Arne Ullum (B.T.) og Bent Falbert (Ekstra Bladet) får en hårdere straf - nemlig 20 dagbøder a 500 kroner. Bøderne skal betales til politiet.
Desuden skal de tre medier hver betale 20.000 kroner i tortgodtgørelse til den krænkede tv-vært, som havde krævet tre gange 50.000 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker