Den fængselsdømte skuespillerinde Lindsay Lohan har haft sit første besøg i sit nye hjem, Century Regional-fængslet i Los Angeles.
Det var den blonde skuespillers advokat, Shawn Chapman Holley, der natten til onsdag dansk tid som den første besøgte skuespillerinden inden for fængslets mure. Ved besøget var Lohan og advokaten adskilt af en tyk glasplade.
- Forståeligt nok har Lindsay det svært med at vænne sig til de nye omgivelser. Det ville alle have, fortæller advokaten til People.com.
Lindsay Lohan skal tilbringe de næste 14 dage i fængslet. 22 timer i døgnet skal hun tilbringe i cellen, der måler 2,5x4 meter. Hun sidder i et særligt afsnit, hvor hun er adskilt fra de øvrige indsatte.
- Normalt er de første to dage i fængsel de sværeste. Det minder jeg hende hele tiden om. Hun gør sit bedste, siger advokaten.
Lindsay Lohan er idømt 90 dages fængsel for spirituskørsel. Hun slap oprindeligt for at komme bag tremmer, men udeblev fra et kursus i alkoholafvænning. Derfor ændrede dommeren straffen til fængsel.
På grund af overfyldte fængsler i Californien slipper Lindsay Lohan dog med at afsone to uger. Bagefter skal hun i alkoholafvænning.
- Hun er ikke ligefrem i højt humør. Men jeg har snakket med et par af fængselsbetjentene, og de siger, at hun reagerer på samme måde som andre, der er i hendes situation, fortæller advokaten.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet