Løkke vidste ikke hvem Sidney Lee var

Statsminister Lars Løkke Rasmussen anede ikke, hvem reality-stjernen Sidney Lee var, da han i sidste måned mødte ham i forbindelse med sin deltagelse i "Det nye talkshow" med Anders Lund Madsen på Danmarks Radio. Det fortalte statsministeren på sit pressemøde tirsdag, hvor Løkke blev spurgt indgående til sagen om et omstridt foto med statsministeren og Sidney Lee.

Løkkes pressechef, Søs Serup, har bedt om at få fjernet et Facebook-billede, der viser Løkke i selskab med Sidney Lee efter udsendelsen.

Billedet er taget af fotograf Theis Mortensen, der arbejder på talkshowet. Han lagde det på den sociale hjemmeside Facebook, men dagen efter bad statsministerens pressechef DR om, at billedet blev trukket tilbage.

- Vi fik en venlig forespørgsel fra Statsministeriet, om vi ville undgå at udlevere billedet til alle mulige underlige ting. Og selvfølgelig ville vi det. Vi ønsker ikke at genere vores gæster med billeder taget under private former, siger Karsten Andersen fra Danmarks Radio, der er producer på programmet til politiken.dk.

- Jeg har set artiklen og billedet i øvrigt også. Fint fint billede. Jeg tror min pressechef får travlt, hvis vi skal fjerne alle billeder, hvor jeg optræder i selskab med interessante figurer, og jeg har historisk ladet mig fotografere i langt farligere situationer end sammen med Sidney Lee, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han kalder sagen udramatisk og siger, at hans pressechef blot har gjort sit job ved at spørge ind til billedet, og hvordan det blev brugt.

- Landet har måske større udfordringer end et protræt af Sidney Lee, som indtil det billede for mig var en - og det beklager jeg, og det har min datter også påtalt det - ukendt person, siger Lars Løkke Rasmussen, der dog også konstaterer:

- Jeg har ikke noget problem med, at jeg optræder på et billede sammen med denne Sidney Lee.

/ritzau/

Foto: LARSEN STINE/POLFOTO

Statsministerens pressechef bad fotograf om at fjerne Facebook-billede af statsministeren i selskab med realitystjernen Sidney Lee. - Udramatisk, siger Løkke.

Offentliggjort Sidst opdateret