Lopez og Tyler er færdige som Idol-dommere
Den verdenskendte popstjerne Jennifer Lopez afslørede fredag, at hendes dage som dommer i den store amerikanske talentkonkurrence "American Idol" er ovre.
Og ikke nok med det. Også Aerosmith-frontsangeren, Steven Tyler, smækker Idol-døren bag sig.
De sidste par år har showet lidt under et faldende seertal, og Lopez' og Tylers afsked signalerer store omvæltninger for programmet i den kommende tid.
Ifølge Jennifer Lopez, der har haft sit navn på dommerstolen de sidste to år, har hendes farvel dog ikke noget med selve showet at gøre. Hun trænger blot til luftforandring.
- Jeg føler bare ikke, at jeg kan være der hver eneste dag hele tiden, som jeg har været de sidste to år, fortæller sangerinden til programmets vært, Ryan Seacrest, i et radiointerview.
Ud over nye græsgange begrunder sangerinden med den berømte bagdel sin afsked med en forpligtelse til andre forretninger, samt rollen som mor for sine tvillinger, Max og Emme.
- Du frygter en samtale som denne. Men jeg føler helt ærligt, at tiden er inde til, at jeg må tilbage og gøre de andre ting, jeg gør, som jeg har sat på pause, fordi jeg så godt kan lide "Idol", siger den 42-årige sangerinde.
Lopez, der denne sommer turnerer med latin-charmøren Enrique Iglesias, og som i øvrigt er at finde i hele to film, "What to Expect When You're Expecting" og "Ice Age: Continental Drift", understreger i radioen, at hendes beslutning ikke står til at ændre.
Med hende følger så også Aerosmiths Steven Tyler, der altså heller ikke vil være at finde i showets efterårssæson.
Han begrunder sit farvel med, at han vil fokusere 100 procent på sit band.
Og ikke nok med det, er der også rygter om, at programmets tredje dommer, Randy Jackson, der har været en fast del af sangkonkurrencen siden 2002, også er på retræte. Det er dog endnu ikke bekræftet, og Randy Jackson talsmand nægter.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker