Lunken prins lukkede og slukkede

Man kan kun være glad for, at man ikke som de mest dedikerede Prince-fans sad i kø fra morgenstunden for at høre den 52-årige legende lukke Orange Scene på årets Roskilde Festival.

Godt nok var der momenter, en del endda, hvor Prince beviste sin høje klasse og sit greb i et publikum. Men alt for ofte blev det lidt for lunkent at høre på.

Prince kunne lære lidt af ordsproget om, at godt begyndt er halv fuldendt. For koncerten kom ret så klodset i gang.

Ikke nok med, at ikonet afslørede sin krukkede side, da han inden koncerten via storskærmene anmodede folk om ikke at fotografere ham, så var den også knap en halv time forsinket.

Ventetiden blev forsøgt fordrevet af en mand med en mundharmonika og Princes korsangerinder, der prøvede at gejle publikum op. Men folk ville have Prince.

Da han så kom, så blev der i den grad sat gang i folkemængden. Og man er nødt til at bøje sig i Roskilde Festivals urinstøv for en mand, der kan få selv folk på bageste række til at hoppe.

Prince formåede dog ikke at holde momentum. Især midtvejs mindede det, der foregik på scenen, mere om en gospelkoncert i den lokale baptistkirke i Minneapolis end en popkoncert.

Det skete, da Prince lod sine korsangerinder tage over for en stund, mens han angiveligt lod sit 52-årige legeme få lidt ro. Ellers var der dog ikke meget, der afslørede, at det var en midaldrende herre, der optrådte.

Ofte gik der også alt for meget jamsession i den. Herregud, det er dygtige musikere, men folk var altså kommet for at høre Prince.

På intet tidspunkt var man dog i tvivl om den musikalske genialitet, der var at finde på scenen i form af den lille amerikaner. Og koncerten var på ingen måder blandt de dårlige. Men der er plads til forbedring.

/ritzau/

Orange Scene blev lukket med et brag, der dog sagtens kunne have været højere. Prince var god, men ikke så god, som han burde.

Offentliggjort Sidst opdateret