Rygter om en krise i forholdet mellem prinsesse Madeleine og jurist Jonas Bergström har længe svirret i de svenske medier, og nu har prinsesse Madeleine fået nok. Hun forlod landet, endnu før forlovelsesbruddet blev officielt.
Ifølge flere medier rejste prinsesse Madeleine lørdag klokken 12 dansk tid med et fly fra London til New York, hvor hun den næste måned skal rejse rundt med sin mor, dronning Silvias, organisation World Childhood Foundation.
Samtidig beder det svenske kongehuset om, at det unge ex-par får fred til at slikke deres sår.
- De har brug for fred og ro i denne vanskelige situation. Mediernes ekstreme dækning vil ikke lette situationen for dem, lyder det fra hoffet.
Bruddet sker formodentlig på baggrund af, at prinsessens forlovede, Jonas Bergström, angiveligt har været hende utro med den norske kvinde, Tora Uppstrøm Berg, som tidligere på ugen stod frem i norsk Se og Hør med affærehistorien.
I går kom det frem, at den norske kvinde, som Jonas Bergström angiveligt har været i seng med, er gået under jorden og nu opholder sig på en hemmelig adresse.
Forlovelsesbruddet sker mindre end en måned før, at Madeleines storesøster, kronprinsesse Victoria, skal giftes med Daniel Westling.
- Man ønsker at stoppe for alle pressens spekulationer og alt den triste opmærksomhed omkring det svenske kongehus. Nu gælder det om at forberede brylluppet den 19. juni, udtaler journalist og svensk kongehusekspert, Sten Hedman, til Aftonbladet.
- Det var næsten umuligt at reparere skaderne, og det lader til, at man nu har taget konsekvensen af det, fortsætter Sten Hedman,
Ifølge Aftonbladet er prinsesse Madeleine og Jonas Bergström ikke blevet set sammen siden december.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker