Madonna optræder i Danmark

Madonna kommer til Danmark og giver koncert i november måned. Foto: free/John Shearer

Verdensstjernen optræder i Herning til november, hvor hun giver den eneste koncert på dansk grund.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er god grund til at glæde sig, hvis man godt kan lide sange som "Like a Virgin" og "Material Girl".

Nu er det nemlig officielt, at verdensstjernen Madonna lægger vejen forbi Herning, hvor hun vil optræde i november i år.

Herning er den eneste by i Danmark, der får besøg af verdensstjernen, når hun giver koncert i Jyske Bank Boxen tirsdag 17. november.

Det oplyser Messecenter Herning i en pressemeddelelse.

Fans kan varme op til koncerten ved at lytte til Madonnas nye album "Rebel Heart", der kommer på gaden 9. marts.

Den mange gange Grammy-vindende artists aktuelle single "Living For Love" er nummer et på Billboards Dance Chart, hvilket er gang nummer 44, at hun opnår en topplacering, lyder det.

Sidst den 56-årige sangerinde var i Danmark var i 2012, hvor hun gav en sommerkoncert i Parken.

Listen af koncertdatoer for Madonnas ventede "Rebel Heart" tour, der tæller 35 byer, offentliggøres mandag af Live Nation.

Touren, som har premiere i Miami 29. august, bringer Madonna til en række storbyer i Europa.