Mayers arrangør afviser rygter om diarré

Mysteriet om, hvad der fik sangstjernen John Mayer til at aflyse en koncert i Danmark i sidste uge fortsætter. Det har vrimlet med rygter, men hidtil har hans pladeselskab ikke forklaret, hvorfor han måtte droppe koncerten.

Ifølge Ekstra Bladet blev John Mayer ramt af diarré efter at have spist backstage på spillestedet Forum i København. Ekstra Bladet citerer hjemmesiden Hollywoodlife.com, der har talt med "en kilde tæt på sangeren".

Den forklaring kan koncertarrangøren Livenation dog ikke genkende.

- Der er 80 mennesker, der har spist af vores backstage-catering. Så hvis det rygte passede, ville der nok også have været en eller to andre, der havde fået ondt i maven, siger Flemming Schmidt, der er koncertarrangør hos Live Nation.

John Mayer skulle have spillet for 10.000 danske fans i Forum sidste mandag. Dagen før gav han en udsolgt koncert samme sted. Men presserende sygdom fik den amerikanske singer and song-writer til at afblæse resten af sin Europa-tour.

Live Nation har ingen kommentarer til, hvorfor John Mayer ikke kunne gå på scenen i sidste uge. Men der er absolut intet, der tyder på, at han skulle være blevet syg af maden i Forum, forklarer Flemming Schmidt.

- Jeg kan bare konkludere, at vi ikke har modtaget en eneste klage fra John Mayers rækker. Desværre blev manden syg, endda så syg, at han måtte aflyse hele sin Europa-tour. Det tyder jo på, at han har været mere syg, end alle rygterne siger, påpeger han.

/ritzau/

Arrangøren bag den aflyste John Mayer koncert afviser, at sangeren fik diarré af at spise maden fra det københavnske spillested Forum.

Offentliggjort Sidst opdateret