Maze om tabt væddemål: Nu hepper jeg på Mikkel
Michael Maze vil nu støtte vennen Mikkel Kessler i jagten på "Vild med dans"-trofæet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Michael Maze røg fredag ud af "Vild med dans" efter omdans mod vennen Mikkel Kessler.
Den tidligere professionelle bordtennisspiller Michael Maze måtte fredag aften pakke danseskoene sammen for sidste gang, efter at han sammen med sin partner, Mie Martha Moltke, røg ud af dette års "Vild med dans".
Danseexitten blev en realitet, efter at parret havde været i deres tredje omdans.
- Jeg ville selvfølgelig gerne være gået videre. Men vi har givet den alt, hvad den kunne trække, og det rakte ikke til længere end her.
- Der er nogle, som er sindssyg dygtige, og jeg ved godt, at jeg ikke var oppe på det niveau, sagde en afklaret Michael Maze efter programmet.
Modsat tidligere var parret denne gang i omdans mod Michael Mazes mangeårige ven Mikkel Kessler og hans partner, Mille Funk. Og det nagede den pensionerede bordtennisspiller.
- Jeg ville hellere have været i omdans mod en anden end Mikkel (Kessler, red.). Så kunne vi begge være gået videre, lød det fra Michael Maze.
De to sportsstjerner har ikke lagt skjul på, at det var et gammelt væddemål, der fik dem til at deltage i danseprogrammet. Otte år tilbage aftalte de nemlig, at hvis den ene gjorde det, så skulle den anden også.
Et væddemål, der senere udviklede sig til en kamp om, hvem af de to herrer, der kom længst i konkurrence.
Selv om Michael Maze fredag tabte både omdans og væddemål, er han ikke i tvivl om, hvem han nu hepper på i "Vild med dans".
- Selvfølgelig håber jeg, at Mikkel (Kessler, red.) går hele vejen. Det er der ingen tvivl om, lød det.
Der er nu syv par tilbage i kampen om at kalde sig vinder af "Vild med dans" 2019. Programmet sendes på TV2 hver fredag klokken 20.00.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker