Grand prix-fans og pressefolk fra hele Europa huserer i Norges hovedstad, Oslo, hvor det tirsdag aften går løs med den første semifinale i den europæiske sangkonkurrence.
Den danske duo Chanée & N'evergreen er eftertragtet, når der skal tages fanbilleder og laves interview med udenlandsk presse.
Foran Radisson Blu Plaza Hotel, hvor danskerne bor, kommer en armensk kvinde hen til danskerne.
- Må jeg få et billede med jer. Jeg kan rigtig godt lide jeres sang. Jeg kommer fra den armenske delegation, siger kvinden.
- I har også en rigtig god sang, lyder det prompte fra Christina Chanée.
Ikke mere end lige har kvindens venner fået taget billeder af hende og den danske duo sammen, før det er en gruppe spanske fyre, den ene med et F.C. Barcelona-halstørklæde, der vil fotograferes.
- Hmm, kan vi ikke snart få lov til at ryge, mumler Christina Chanée, inden hun og Tomas N'evergreen alligevel beredvilligt stiller op for spanierne.
Kort efter er det hollandsk tv, der vil have fat i danskerne.
- Det tager kun ét minut, siger journalisten, og danskerne følger med inden for i hotellets lobby.
- Er de med i vores semifinale, så de kan stemme på os, spørger Tomas N'evergreen.
- Det kan jeg ikke huske, svarer Christina Chanée.
Efter interviewet med hollænderne går turen op på 22. etage til hotelværelset. Resten af dagen står på interview med dansk presse.
Og så er der semifinalen tirsdag aften. Tomas N'evergreen har valgt at blive på hotellet og tage den med ro, mens Christina Chanée overveje at tage turen ud til Telenor Arena for at se showet.
Først på torsdag går det løs for danskernes vedkommende, når det gælder den anden semifinale. Finalen står på lørdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde