Medina blev mødt med æg under koncert

Knap havde sangerinden Medina påbegyndt sin gratiskoncert i Ishøj Byhave, førend den fik en brat opbremsning. Midt i hendes første nummer gik en gruppe på 15 til 20 personer blandt publikum i gang med at kaste æg mod scenen, skriver lokalavisen.dk.

Medina blev ikke ramt, men hun stoppede straks musikken.

- Der er nogen, der er blevet dårligt opdraget derhjemme. Og jeg synes, at det er rigtig respektløs over for dem, der er kommet for at have det godt, og at I så fucker det op på den måde, sagde Medina ifølge lokalavisen.dk til det æggekastende publikum og fortsatte sin opsang:

- Det er fair, at I ikke kan lide min musik, og at I er kommet for at kaste med fucking rådne æg, eller hvad det er for noget. Men de forældre, der har jer, de skulle skamme sig. I skal ikke ødelægge det for os, der har det godt og er glade. Det er en fucked up opførsel.

Derefter genoptog Medina og bandet koncerten, og publikum jublede over den konsekvente Medina, beretter lokalavisen.dk.

/ritzau/

Den populære sangerinde Medina fik kastet æg efter sig under en koncert i Ishøj. - Det er en fucked up opførsel, var Medinas reaktion på æggekastningen.

Offentliggjort Sidst opdateret