Medina mest spillet i 2010

Medinas succes ruller af sted på de allerhøjeste nagler. Sangerinden, der også er ved at slå sit navn fast i udlandet, var sidste år den mest spillede kunstner, når tallene fra de danske radiostationer lægges sammen.

Det er Medinas nummer "Vi To", der har været sat i så høj rotation, at det set over hele 2010 var nummer et. Det viser KODA's årsberetning, der netop er kommet på gaden.

- Jeg mangler ord. Det er et omfang, der kan være svært at forstå, og jeg er utroligt taknemmelig. Det er en god fornemmelse, ens mave bliver fyldt op med, når man hører så god en nyhed. Hårdt arbejde betaler sig, siger Medina til KODA.

De lyttere, der har nøjes med at tune ind på DR's radiokanaler, kunne sidste år nynne med på mange danske artisters sange. Hele fem af slagsen er nemlig at finde på listen over de ti mest spillede sange i DR Radio.

Fallulah havde et fantastisk 2010, hvor hun blandt andet blev hædret med P3 Guld-prisen, og hun indtager efter Mads Langers version af "You're Not Alone" en fornem andenplads over de mest spillede DR-sange med storhittet "Bridges".

- Jeg er utroligt glad for at være blevet spillet så meget i DR, fordi jeg når ud til mange, og jeg har sat mit præg på hitlisterne. Jeg er glad for at kunne fungere som et kærligt los i røven til den danske befolkning, og at de har taget så godt imod mig, siger hun til KODA.

På de kommercielle radiostationer er det indimellem reklamepauserne Burhan G's "Mest Ondt", der har været mest spillet. Et nummer, der i øvrigt gæstes af Medina.

- Det er min første danske plade, og jeg tog en kæmpe chance ved at skifte fra engelsk, så jeg er virkelig glad og også lidt rørt over den fantastiske modtagelse. Det betyder en masse, især fordi jeg selv har produceret og været med til at skrive nummeret, siger han til KODA.

/ritzau/

Den danske sangerinde nåede sidste år ud til flere radiolyttere end nogen anden kunstner.

Offentliggjort Sidst opdateret