Danske Lars Ulrich og de øvrige medlemmer af bandet har besluttet sig for at arrangere deres helt egen musikfestival og er allerede godt i gang med at hyre bands til at spille ved arrangementet.
Navne som Arctic Monkeys, Modest Mouse og Gaslight Anthem er allerede booket til at spille på den såkaldte "Orion Music + More fest", som festivalen har fået navn.
- Vi har haft idéen om at arrangere vores egen festival med masser af forskellig musik og sjov og leg i flere år, siger trommeslager Lars Ulrich ifølge hjemmesiden mtv.com.
- Endelig har vi fået alle formaliteterne på plads, og vi er ufatteligt glade for at bringe den her festival til vores fans, siger han.
Arrangementet beskrives af gruppen som en årlig fest for "musik, kunst og livsstil" med optrædener på en række scener. I år vil festivalen finde sted 23. og 24. juni i amerikanske Atlantic City i staten New Jersey.
Mens festivaldeltagerne kan se frem mod en række koncerter med verdenskendte bands, har festivalarrangørerne også planer om at give sit besyv med.
På begge festivaldage vil Metallica, der har solgt flere end 100 millioner album, optræde med numre fra pladerne "The Black Album" og "Ride the Lightning".
Danske Metallica-fans, der ikke har planer om at krydse Atlanten for at deltage i festlighederne, har dog alligevel mulighed for at opleve bandet denne sommer.
Den 6. juni indvies Horsens' nye, udendørs koncertspillested Fængslet - det tidligere statsfængsel i Horsens - med en optræden af det dansk-amerikanske band.
Her vil Metallica - ligesom ved deres egen festival - genoplive bandets absolut bedst sælgende plade, det 20 år gamle "The Black Album".
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde