Migræneramte trives på hjemmekontoret: Det kan vi lære

Hvis der er noget, der kan forstærke et migræneanfald, så er det storrumskontorer med skarpt lys og et højt støjniveau, som mange har været forskånet for under coronakrisen, forklarer Rigmor Højland Jensen, der er professor i hovedpine og neurologiske smerter ved Rigshospitalet Glostrup og leder af Dansk Hovedpinecenter. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Gruer du og din hovedpine for at komme tilbage til storrumskontoret, så tag allerede nu en dialog med din arbejdsgiver.

Offentliggjort Sidst opdateret

Under coronakrisen har mange stiftet bekendtskab med både hjemmearbejde og fleksible arbejdstider, mens kontorlandskaber og faste mødetider er et minde blot.

Og er du hyppigt ramt af en hovedpine som migræne, så kan tiden væk fra storrumskontoret have haft en lindrende effekt.

- Mange migrænepatienter har haft det bedre med hjemmearbejde og fleksibilitet under coronakrisen, vurderer Rigmor Højland Jensen, der er professor i hovedpine og neurologiske smerter ved Rigshospitalet Glostrup og leder af Dansk Hovedpinecenter.

- Det er dog klart, at det ikke gælder dem, som har haft tre børn kravlene rundt om sig - det har været mere stressende, tilføjer hun.

Men er du en af de hovedpineramte, der på trods af alt det glædelige ved en eventuel genåbning, alligevel gruer lidt for at vende tilbage til kontorlandskabet, så forsøg at tage det med dig, som fungerede under nedlukningen.

Til en begyndelse kan du tage en dialog med din chef om migrænen, hvis du aldrig har fået gjort opmærksom på sygdommen.

- Det er ikke alle migrænepatienter, der har fået fortalt deres arbejdsplads, hvad de fejler, og hvilke behov de har, siger Christian Hansen, der er sekretariatsleder hos Danmarks Patientforening for Hovedpineramte.

- Men vi kan se, at åbenhed og dialog med arbejdsgiveren ofte føre til, at der bliver skabt en forståelse for det, fortsætter han.

Har du eksempelvis ligget med hovedpine hele natten, kan det ifølge Christian Hansen fjerne en del af presset, hvis du ved, at din chef i forvejen er indforstået med, at du i disse tilfælde kommer en time eller to senere.

- Fleksibilitet er vigtigt for en migræniker, så man eksempelvis kan vente et par timer med at møde ind, hvis man har haft en hård nat, siger han.

Ifølge Nationalt Videncenter for Hovedpine har godt 15 procent af os været ramt af migræne inden for et år, mens erhvervsaktive med migræne hvert år har 3,8 millioner flere sygedage end erhvervsaktive uden migræne.

Og det, der eksempelvis kan trigge hovedpinen, er storrumskontorer med et højt støjniveau samt skarpt lys, forklarer Rigmor Højland Jensen.

- Andre, der ikke er hovedpineramt, har et filter, så de kan lukke af for det, men det mangler migrænepatienter, fortsætter hun.

Var du før coronakrisen placeret i et større kontor, så se, om du kan få adgang til et mindre kontor, så du får skærmet af for en del af støjen, foreslår Rigmor Højland Jensen. Er det slet ikke en mulighed, så brug store hovedtelefoner til at lukke larmen ude med.

/ritzau fokus