Modeller lufter bikinier i Miami

Miami er stedet i disse dage, hvis man vil nyde synet af modeller i bikini. Ved Mercedes-Benz-modeshowet i strandparadiset i Florida er det nemlig den todelte badedragt, der stjæler billedet.

De tre Kardashian-søstre Kourtney, Khloé og Kim, der er kendt fra diverse amerikanske realityserier på tv, er også at finde til modeugen.

Selv om søstrene utvivlsomt selv ville kunne vække megen begejstring, hvis de optrådte i bikinier, så er det ikke som modeller, de er med ved modeshowet.

Kardashian-pigerne er nemlig sprunget ud som designere. Og ved showet i Miami er de mødt op for at promovere deres bikiniserie.

Det er ikke kun Kardashian-søstrenes bikinier, der bliver præsenteret i Miami. Søndag aften kunne tilskuerne blandt andet se den lavstammede designer Benny Rosset følge sine tårnhøje bikinimodeller ned ad catwalken.

Bikinishowet i Miami har været i gang siden fredag og slutter natten til tirsdag dansk tid.

/ritzau/

Hundredvis af bikinimodeller har indtaget Miami ved stort modeshow. Blandt andet har reality-søstrene Kim, Khloé og Kourtney Kardashian designet til showet.

Offentliggjort Sidst opdateret