Mohamed og Simone: Skuffede, men stolte

Foto: FLINDT MOGENS

Det var lige ved og næsten for Simone Egeriis og Mohamed Ali, der begge var med i feltet, da aftenens melodi grand prix-felt blev skåret ned fra 10 til tre. Men da vinderen blev kåret, var det ikke nogle af deres navne, der blev råbt op.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg har det faktisk fint, men jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, at jeg ikke vandt, især når det var så tæt på, siger Mohamed Ali, der stillede op med sangen "Unbreakable".

- Men jeg er også stolt af at blive nummer to, og jeg glæder mig over, at jeg var lige så stor favorit hos juryen som Emmelie de Forest, tilføjer sangeren, der ligesom vinderen fik 11 point af juryen.

Bookmakernes favorit, Simone Egeriis, tager sin tredjeplads med rank ryg:

- Lige nu er jeg glad. Selvfølgelig er jeg en lille bitte smule skuffet også. Men samtidig vil jeg så sige, at jeg altid har lært at se positivt på de ting, der sker.

- Og jeg er rigtig glad for min finaleplacering, og jeg synes, at Emmelie havde en fantastisk sang, siger hun.

Både hun og Mohamed Ali kan godt unde 19-årige Emmelie de Forest sejren.

- Jeg har sagt fra starten af, at hvis ikke det var mig, der tog guldet, så håbede jeg, at det var hende, siger Mohamed Ali.

Selvom det blev til en flot andenplads, så skal danskerne ikke regne med at se ham i melodi grand prix-sammenhænge igen.

- Jeg stiller ikke op igen. Det er noget, man gør én gang, og jeg synes, det ville være kikset at prøve igen, siger han.

Simone Egeriis, der også stillede op i 2010, er mere åben over for tanken.

- Det kan man aldrig vide, smiler hun.

/ritzau/