Monaco-prinsesse i vidneskranken

Normalt er prinsesse Caroline af Monaco en yndet og særdeles velklædt gæst på alverdens røde løbere.

I slutningen af november kommer hun til at indtage en ny og mindre glamourøs rolle, når hun tager plads i vidneskranken i en voldssag mod sin mand, prins Ernst August af Hannover.

Det bekræfter landsretten i Hannover over for det tyske nyhedsbureau dpa.

Ernst August er anklaget for grov vold ved den tyske domstol.

For fire år siden blev han allerede idømt en bøde på 445.000 euro (3,3 millioner kroner), fordi han i en brandert for over ni år siden bankede en tysk hotelejer på en kenyansk ferieø. Ifølge den oprindelige dom var offeret i potentiel livsfare.

Sagen er blandt andet blevet genoptaget, fordi den 52-årige Caroline for et år siden bag lukkede døre fortalte retten, at hendes mand blot havde givet hotelejeren to lussinger.

Men nu vil retten altså have prinsessen til at vidne ved et åbent retsmøde og indkalder hende derfor ind via diplomatiske kanaler.

Hun har tidligere tilkendegivet, at hun er parat til at gentage sit vidneudsagn for åbne døre.

Prinseparret hører til det kongelige jetset i Europa og deltog blandt andet i det danske kronprinspars bryllup i maj 2004.

Ernst August er oldebarn af den sidste tyske kejser Wilhelm II og i familie med den britiske dronning Elizabeth. Han er berygtet for sit hidsige temperament, der blandt andet har kostet ham flere retssager om vold mod pressefotografer.

/ritzau/

Monacos prinsesse Caroline skal i næste måned i vidneskranken i tysk voldssag mod sin ægtemand, prins Ernst August af Hannover.

Offentliggjort Sidst opdateret