MTV-babe: Piller og diabetes dræbte Casey

Det var en blanding af sovepiller og sukkersyge, der for nylig kostede milliardarvingen Casey Johnson livet. Sådan lyder teorien fra Johnsons forlovede, MTV-baben Tila Tequila.

- Jeg ved med sikkerhed, at det ikke var selvmord. For hun glædede sig sådan til at begynde et nyt liv sammen med mig. Jeg ved, at det nok skyldtes en blanding af hendes sovepiller og hendes sukkersyge, fortæller Tila Tequila til RadarOnline.

Tila Tequila, der indtil et dramatisk brud i efteråret levede i et heteroseksuelt parforhold med den amerikanske footballstjerne Shawne "Lights Out" Merriman, blev forlovet med Casey Johnson i november. Et match, der ikke vakte begejstring i den rige Johnson-familie.

Casey Johnson var arving til milliarderne i medicinalimperiet Johnson & Johnson. I spidsen for Johnson-slægten står Caseys far, Woody, der også ejer det amerikanske football-hold New York Jets.

Efter Casey Johnsons død har der været kurrer på tråden mellem familien og Tila Tequila. MTV-stjernen er blandt andet blevet beskyldt for at udnytte Caseys død til at markedsføre sig selv. Men nu giver Tila Tequila svar på tiltale.

- Jeg er ikke ude på at såre jer (Johnson-familien). Men at I fryser mig ude og beskylder mig for jeres datters død, når hun tydeligt var forelsket i mig... Jeg ville bare ønske, at I ville holde op med at give mig skylden for hendes død, siger Tila Tequila.

Casey Johnson blev fundet død i sit hjem i Los Angeles af en stuepige den 4. januar. Politiet efterforsker sagen, men dødsårsagen er endnu ikke klarlagt. Der er dog ikke tale om en forbrydelse, har politiet fastslået.

Milliardarvingen blev begravet forleden ved en ceremoni, hvor kun de allernærmeste var ved. Den sluttede kreds talte ikke Tila Tequila, som ikke fik lov til at være med af Johnson-familien.

Nu søger 28-årige Tila Tequila om forældremyndigheden over Casey Johnsons treårige adoptivdatter, Ava. Ava stammer oprindeligt fra Kasakhstan.

/ritzau/

Kombinationen af sovepiller og sukkersyge tog livet af Casey Johnson, der skulle arve familiens medicinalmilliarder, mener Johnsons forlovede.

Offentliggjort Sidst opdateret