Når man skal fyre op under plænen foran Orange Scene på Roskilde Festival og også nå publikum på de allerbageste rækker, ja så lægger man da bare ud med sit seneste superhit.
Og det var lige nøjagtig, hvad britiske Muse gjorde lørdag aften i en koncert, der helt igennem var skåret efter Frank Zappa-devisen: Shut up and play that guitar.
Klokken 22:30 sharp bragede superhittet "Uprising" ud fra scenen, og så var rockfesten i gang.
I den første halve time leverede Matthew Bellamy, Dominic Howard og Chris Wolstenholme en gang rendyrket hård rock. Og de var ikke bange for at bruge det gamle trick med en to-halset guitar til at imponere publikum.
Og hvad gør man så for at holde festen i gang efter sådan et udlæg. Jo, man tænder da bare for de grønne laserkanoner, der med deres futuristiske lys farvede både publikum og støvsky på plænen foran Orange Scene.
Det ene nummer afløste det andet i en naturlig rækkefølge uden at blive forstyrret af ligegyldig snak om kærlighed, som man ellers ofte må trækkes med på Roskilde. Vi ville have rock. Og det fik vi.
Og for ligesom at sætte en fed streg under bandets suverænitet, så sluttede koncertbraget af med 2006-hittet "Knights of Cydonia" indledt med mundharpe i bedste Ennio Morricone-stil.
Sådan skal man rocke Orange Scene, og så gjorde det ikke noget, at tankerne i ny og næ flaksede i retning af Queen og U2.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker