Nephew står for VM-sang

Hvad har Nephew til fælles med Dodo and the Dodos, Rocazino, Rollo og King og Big Fat Snake?

Bare rolig. Det populære rockband er ikke som de andre gået i opløsning, men når der til sommer er fodbold-VM i Sydafrika, så er det Simon Kvamm og de andre i Nephew, der står for den traditionelle landsholdssang.

- Sangen handler om noget så klassisk i slagsangs-sammenhæng som fællesskab og sammenhold. Om at løfte i flok og lade de bredeste skuldre bære det tungeste læs, siger forsanger Simon Kvamm.

Siden Danmark var med til sin første VM-slutrunde i Mexico 1986, har det været kutyme, at der blev indspillet en sang med fodboldlandsholdet og etablerede musikere, når Danmark kvalificerede tig til en slutrunde.

I 1986 blev det til det legendariske hit "Re-Sepp-ten", der den dag i dag stadig bliver sunget af roligans til Danmarks fodboldkampe.

Dengang var det Dodo Gad fra Dodo and the Dodos, der sang om Moder Danmark, der elsker alle danske drenge, der kan knalde...

Siden fulgte "En for alle" i 1988 med Rocazino, og Big Fat Snake stod for "Big Boys in Red and White" til EM i England i 1996.

I 1998 var Dodo and the Dodos igen på banen med "Vi vil ha' sejren i land" ved VM i Frankrig. Ved EM i Holland og Belgien i 2000 sang Det Brune Punktum, at klatten skulle ind imellem stængerne i sangen "All We Need Is Love".

I 2002 var det Rollo og King, der sammen med Sofie Lassen-Kahlke sang "Danmarks Drenge". Men det er nok de færreste, der husker Dannebrus og "Det kan ikke gå Portu'galt" fra EM i 2004.

Nephews sang til VM i Sydafrika hedder "The Danish Way To Rock". Bortset fra titlen er sangen på dansk.

/ritzau/

Så er sangen til sommerens VM i fodbold i Sydafrika klar. Det er rockgruppen Nephew, der står bag.

Offentliggjort Sidst opdateret