Skuespillere researcher deres roller i dybden. Det gjorde Nicolas Bro også, da han skulle forberede sig til rollen som Danmarks justitsminister i DR's Forbrydelsen II. Han kom i privat audiens hos den tidligere justitsminister Lene Espersen (K) og fulgte Brian Mikkelsen (K) i hans første dage på jobbet.
- Jeg fik lov til at opleve Brian Mikkelsens første kaffemøde bag lukkede døre og gik igennem gangene sammen med hele hans svalehale af departementschefer og ministre. Det lignede sådan nogle Tour de France cykelhold, sådan som de hele tiden skiftede pladser, siger Nicolas Bro.
Det var dog især spændende at opleve forskellen mellem Brian Mikkelsen som privatperson og som politiker.
- Uden at fornærme Brian Mikkelsen kan han godt virke lidt stiv i det, når han agerer som politiker. Når så døren bliver lukket, er han den mest charmerende mand. Så der er helt klart to forskellige sider af Brian Mikkelsen. Jeg kan bedst lide Brian Mikkelsen, når han bare er Brian, siger Nicolas Bro.
Han bed også mærke i, at kaffe- og kage standarden under Lene Espersen var særlig høj, når der var gæster på besøg i Justitsministeriet.
- Mens Lene Espersen var justitsminister, kom der ny kage på bordet til hvert møde. Det var en ren Hollywood buffet. Men da Brian Mikkelsen kom til, blev kagerne udskiftet med frugt. Så alle medarbejderne løb rundt med en form for sukkerchok fra gamle dage, siger Nicolas Bro.
På spørgsmålet om han nogensinde selv kunne finde på at overtage posten som justitsminister, er skuespilleren sikker i sin sag.
- Nej det kunne jeg ikke, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker