Nirvana-optræden skaber rygter om gendannelse

Foto: Matt Sayles/AP

Da Dave Grohl og hans tidligere kollega Krist Novoselic fra bandet Nirvana i sidste uge gik på scenen sammen, var det ikke startskuddet til en ny omgang med bandet.

Offentliggjort Sidst opdateret

De to musikere har hver især travlt med andre projekter. Derfor afviser Dave Grohl, der til daglig spiller i bandet Foo Fighters, at Nirvana kunne finde på at udgive noget sammen igen.

Rygterne har ellers svirret, men de er med stor sandsynlighed opstået hos fans, der savner det gamle band, det skriver Wenn.com.

I hvert fald fortæller en repræsentant for Dave Grohl til sladderklummen Page Six i New York Post, at rygterne er "nonsens".

Nirvana mistede forsanger Kurt Cobain i 1994, da han begik selvmord. Det var til ære for velgørenhed, at Dave Grohl og Krist Novoselic i sidste uge optrådte sammen ved en støttekoncert for ofrene for superstormen Sandy.

De havde det tidligere Beatles-medlem Paul McCartney med på scenen - en optræden som Kurt Cobains enke, Courtney Love, har kaldt "dårlig".

I weekenden spillede Nirvana-medlemmerne sammen i tv-showet Saturday Night Live, men fans skal altså ikke gøre sig store forhåbninger om en gendannelse.

/ritzau/