Nøgen Sonja Richter viser kvinders begær

At møde sin drømmemand. Det er muligvis noget, mange kvinder ønsker sig. Og det er netop, hvad der sker for Sonja Richters rolle "K" i den ny Per Fly-film "Kvinden der drømte om en mand."

Men for Sonja Richters rolle er mødet med drømmemanden ikke kun forbundet med lykke og forelskelse. Hun er nemlig allerede gift og mor til en datter, da hun møder manden, der ellers kun besøger hende i nætternes drømme. Alligevel lader hun sig drage af ham, og de indleder en hed affære.

- Hun mener ikke selv, hun har et valg. Jeg tror, set inde fra hende, der er hun nødt til at gøre det. Og hvert eneste skridt, hun tager, føler hun ikke, at hun selv vælger, men hun føler, at skæbnen har taget hende med sig, siger Sonja Richter om sin rolle i filmen.

Filmens instruktør tror, at mange mennesker på en eller anden måde vil kunne genkende K's oplevelser fra deres eget liv.

- Det er et ønske om at blive opslugt af noget. At underkaste sig livet på en fuldstændigt opslugende måde. Den længsel tror jeg, mange mennesker kender til, siger Per Fly og fortsætter:

- Jeg tror, det er alment menneskeligt at have en længsel efter et sted, man bliver opslugt. Og det er måske ikke så tit, man ser historier om kvinder, der har den længsel.

- Man ser det oftere om mænd, der har den længsel.

Sonja Richter mener også, at kvinders begær og længsler i høj grad er "noget, vi ikke rigtig taler om."

- Det er ikke noget, vi rigtigt beskæftiger os med. Vi beskæftiger os mere med det rigtige liv, det lykkelige liv. Det, vi er blevet enige om i bladene, er det gode liv, som er et kontrolleret liv, hvor man har styr på sin økonomi og sine børn og sin skønne, skønne ægtemand, siger hun.

"Kvinden der drømte om en mand" har premiere torsdag den 21. januar.

/ritzau/

Ved mødet med manden fra sine drømme lader skuespillerinden Sonja Richter sig underkaste af begær i ny Per Fly-film.

Offentliggjort Sidst opdateret