Det var et nøgenbillede med en usædvanlig makaber historie, der mandag blev solgt for, hvad der svarer til mere end 55.000 kroner på auktionshuset Christie's i New York.
Billedet fra 1969 viser filminstruktøren Roman Polanski og hans daværende kone, Sharon Tate, der nøgne fra livet op, holder om hinanden og stirrer ind i fotografen David Baileys kameralinse.
Et ganske uskyldigt billede, hvis ikke lige det var fordi, at den gravide 26-årige skuespillerinde få måneder senere skulle blive brutalt myrdet af sektleder Charles Mansons tilbedere.
- Billedet har en særlig følelsesmæssig resonans, som helt klart ikke var tilsigtet, da det blev taget. Men det er et billede, der hjemsøger dig netop på grund af dette, siger Philippe Garner fra Christie's til Reuters Television.
Den 76-årige Roman Polanski er i øjeblikket i mediernes søgelys af ganske andre årsager. Filminstruktøren blev for nyligt anholdt og sat i husarrest i Schweiz, mens det afgøres, om han kan udleveres til USA. Årsagen er, at han i 1978, ni år efter sin kones tragiske død, forlod Los Angeles, da det blev afsløret, at han havde haft sex med en 13-årig pige.
- Jeg har en mistanke om, at den nyhed har fået folk til at tænke en smule mere på ham og den historie og måske give en smule mere opmærksomhed til fotografiet, end de ville have gjort under normale omstændigheder, siger Philippe Garner.
Roman Polanski, der er søn af polske forældre, er i dag bosat i Frankrig og har to børn med sin nye kone, den 43-årige franske skuespillerinde og sangerinde Emmanuelle Seigner. Den kontroversielle instruktør står blandt andet bag den filmhistoriske gyser "Rosemary's Baby" og den prisbelønnede "Pianisten" fra 2002.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned