Nomas vildtmenu med egern og andehjerne får seks stjerner
Nomas chef, Rene Redzepi, og hans medarbejdere får topkarakter i Berlingske-anmeldelse af vildtmenu. Foto er fra kort tid før, at Noma i år åbnede på en ny adresse tæt på Christiania i København. Foto: Sofie Mathiassen/arkiv/Ritzau Scanpix
Sofie Mathiassen/arkiv/Ritzau Scanpix
Et godt bud på et af de måltider, som har berørt mig dybest gennem tiderne, skriver anmelder om ny Noma-menu.
Noma nærmer sig afslutningen på sit første år på en ny adresse i København, og Berlingskes madanmelder Søren Frank bøjer sig igen i støvet for spisestedets kulinariske tryllerier.
I en anmeldelse i fredagens avis får Noma de maksimale seks stjerner.
I modsætning til tidligere har Noma fra i år inddelt året i tre sæsoner. Den første er havet, sommermånederne er helliget vegetariske retter, og efteråret er vildtsæson.
Søren Frank har før været ude med topkarakterer til konceptets første to etaper.
Og Nomas vildtmenu er også et pletskud, fastslår han under overskriften "Nomas dobbelte indmadsgilde går lige i hypofysen".
Første servering er en suppe lavet på egern.
Dernæst går "rensdyrgildet" i gang. Først med en tatar lavet på dyrets hjerte.
- Så fulgte rensdyrets hjerne, røget og stegt i smør og herefter pakket med trøffel- og svampecreme i først et karamelliseret mælkeskind og siden et kæmpe tallerkensmækkerblad. Vi kunne ikke andet end overgive os totalt til denne, i min verden, ultimativt hedonistiske sandwich og sige: Mums!, skriver han.
Den efterfølgende rensdyrtunge med myrer og chili glider også ned, selv om anmelderen springer de friske granskud over, fordi de er lige en tand for parfumerede.
Et mellemspil bestående af lidt lettere retter er lagt ind, før der tages hul på "andegildet".
Første servering er brystet af en vildand "tilberedt i grillhytten over birkebark og glaseret i kvæde".
- Så fulgte skovmenuens mest instagrammede ret: Ind kom et helt andehoved kogt med krydderier og derefter stegt i smør inklusive næb og hele pibetøjet.
Hjerneskallen er fjernet, så selve hjernen ligger blottet ifølge anmelderens beskrivelse.
- Selv om det ikke var mere end to små godbidder, var det unægteligt en sjov oplevelse, nærmest som at sidde og grave i hjernen på Anders And, og for mig aftenens højdepunkt, skriver Søren Frank.
Han konkluderer, at menuen med 20 retter til 2400 kroner og vinmenuen til 1350 kroner "er et godt bud på et af de måltider overhovedet, som har berørt mig dybest gennem tiderne".
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde