Novellesamling og barsk roman kan løbe med nordisk pris
30. oktober bliver Nordisk Råds litteraturpris uddelt i Oslo. Der er to danskere i spil til prisen.
De nationale medlemmer i bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds litteraturpris har torsdag nomineret 13 værker til rådets litteraturpris 2018.
Blandt dem er to danskere. Der er tale om Caroline Albertine Minor for novellesamlingen "Velsignelser" og Vita Andersen for romanen "Indigo".
"Velsignelser" er Minors tredje værk. Den handler om livets sværeste situationer, hvor sorgen og desperationen efter tabet af et andet menneske truer med at fylde og udslette alt.
Ifølge komitéen har samlingen, der består af syv noveller, potentiale til at blive et hovedværk i de sidste årtiers danske kortprosa. Samlingen blev i juni kronet med årets Michael Strunge-pris.
Vita Andersens "Indigo" er en selvbiografisk roman, der tager udgangspunkt i forfatterens hårde barndom.
Romanen er blevet rost af anmelderne.
- Det er hjerteskærende og tankevækkende, og det vil fremkalde identifikation og barndomserindringer hos enhver læser, skrev Politiken i sin anmeldelse.
Nordisk Råds litteraturpris er siden 1962 blevet uddelt til et skønlitterært værk skrevet på et af de nordiske sprog.
Det kan være en roman, et drama, en digtsamling, en novellesamling eller en essaysamling, som opfylder høje litterære og kunstneriske krav.
Formålet med prisen er at øge interessen for nabolandenes litteratur og sprog samt for det nordiske kulturfællesskab.
Med prisen følger 350.000 danske kroner.
Prismodtageren offentliggøres 30. oktober i Oslo.
Sidste år løb danske Kirsten Thorup med prisen for romanen "Erindring om kærligheden".
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker