Nu duer helikopteren alligevel

Konklusionen i en fortrolig udgave af en rapport, der rejser kritik af lægehelikopteren i Region Sjælland og Region Hovedstaden, er blevet fejet af bordet.

I førsteudgaven, som Ekstra Bladet var i besiddelse af, blev der sået tvivl om, hvorvidt helkopteren overhovedet er pengene værd. I konklusionen hed det blandt andet, at ’samlet set er det således ikke på baggrund af den foreliggende evaluering entydigt, at etableringen af akutlægehelikopteren kan betragtes som effektiv ressourceanvendelse’.

Evalueringen af helikopteren er udarbejdet af et hold af forskere fra Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og Rigshospitalet. Efterfølgende var den til gennemlæsning hos en række andre forskere – hvoraf nogle blev udpeget af Trygfonden, som har betalt 63 mio. kr. millioner for forsøgsordningen, og som desuden også har finansieret evalueringsrapporten.

Det var netop efter gennemlæsningen, at piben pludselig fik en anden lyd. Nu hedder det nemlig pludselig, at ’en akutlægehelikopter kan indgå som et meningsfyldt supplement til det eksisterende præhospitale beredskab.'

Direktør for Dansk Sundhedsinstitut, Jes Søgaard, har ikke blot sat sit navn på helikopter-rapporten, han var også en af forskerne, som havde den kritiske konklusion til review. Han forsvarer den endelige konklusion:
- Hvis man sidder og sammenligner de to 'konklusioner' kan det godt se mærkeligt ud, men forskningsprocessen har de her eksterne review-processer netop for med friske øjne at finde fejl og mangler, og det skete heldigvis her, siger Jes Søgaard ril Ekstra Bladet.

Læs hele Ekstra Bladets artikel HER

Foto: Polfoto (arkiv)

Offentliggjort Sidst opdateret