Det er vist meget godt for Kronprins Frederik, at han forleden blev valgt ind i Den Internationale Olympiske Komité. Efter alt at dømme passer en tørskoet post på de bonede gulve vist meget godt til den sportsglade tronarving.
Den forgangne uge har i hvert fald været lidt af et mareridt for kronprinsen som udøvende sportsmand. Og i dag var ingen undtagelse. For tredje dag i træk - og for gud ved, hvilken gang i alt - røg Frederik i bølgerne ved World Masters Games i Sydney.
Det gik galt for prinsen allerede inden starten på dagens sejladser. Hans Tasar-jolle vendte bunden i vejret, og kronprinsen og gasten Chris Meeham røg i baljen.
Også under den sidste sejlads gik det galt, da et kraftigt vindstød fra vest fik båden vippet rundt, så gasten og prinsen endnu en gang måtte en tur i baljen.
Måske har prinsen været lidt for glad for kælenavnet "Pingo" fra tiden i frømandskorpset. I hvert fald har han plasket rundt i de australske bølger en del gange i ugens løb. Han er væltet flere gange hver dag siden tirsdag.
Værst så det ud torsdag, da kronprinsen under en vending blev ramt i hovedet af jollens bom. Han blev tjekket af en læge, men kunne sejle videre uden problemer.
Kronprinsen skal dog ikke være alt for ked af sin præstation. De mange vandplaskere til trods blev det til en sammenlagt syvendeplads i kapsejladsen.
Til hans forsvar skal det også siges, at han normalt sejler i Farr-40 klassen i store 10-mands-både. Denne uge har været hans første i den lille Tasar-jolle.
World Masters Games er deltagermæssigt verdens største sportsbegivenhed. Med flere end 28.000 sportsfolk er legene i Sydney i år de største nogensinde.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned