Nu skal Frasier skilles

Endnu en skilsmisse er under opsejling blandt et af USA's celebre par. Denne gang er det skuespilleren Kelsey Grammer - kendt fra tv-serien "Frasier" - og konen Camille, der blive ramt.

Ifølge Hollywoodhjemmesiden TMZ.com har Camille Grammer forlangt at blive skilt fra sin mand, som hun har været gift med siden 1997.

Ifølge sagens akter ønsker Camille Grammer, at det nu kommende eks-par skal have fælles forældremyndighed, men at børnene skal bo hos hende.

Sammen har parret datteren Mason Olivia på 9 år og sønnen Jude Gordon på 5. Begge børn er født af en rugemor. Derudover har 55-årige Kelsey to børn fra to tidligere ægteskaber.

Kelsey Grammer og den tidligere Playboy-model Camille Donatacci mødte hinanden på en blind date i 1996. Året efter blev de gift, men efter kort tid opstod der problemer.

I 1998 sagsøgte Kelsey Grammer Internet Entertainment Group. Firmaet stod ifølge Grammer bag tyveriet af et videobånd af ham, der havde sex med en kvinde. Han endte med at droppe sagen, og båndet er aldrig kommet offentligt frem.

Kelsey Grammer er en af de mest succesfulde komedieskuespillere gennem historien. Mange danskere lærte ham nok første gang at kende i tv-serien "Sams Bar", hvor han spiller psykiateren Frasier Crane.

Rollen gav anledning til, at Kelsey Grammer fik sin egen tv-serie, "Frasier". Serien har indbragt ham fire Emmy-priser og to Golden Globes samt en række andre anerkendelser.

/ritzau/

Efter 14 års ægteskab trækker det op til skilsmisse for den amerikanske komediestjerne Kelsey Grammer, kendt fra "Sams Bar" og "Frasier".

Offentliggjort Sidst opdateret