Ny aktionær: Det skal du vide om investeringsfonde

Der er mange forskellige aktier at vælge mellem - og ligeledes mange forskellige ETF'er og aktive investeringsfonde. Når du har fundet en, er det til gengæld en billig måde at sprede din risiko på. (arkivfoto) Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Som ny på aktiemarkedet kan være svært at gennemskue, hvilke virksomheder man skal satse på. Her kan en investeringsfond være en nemmere og billigere løsning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan være svært at få opsparingen til at vokse, når renterne i bankerne er så lave som i dag. Flere steder risikerer du tilmed negative renter, hvis pengene er store nok.

Investering i aktier kan være en løsning på det problem. Og hvis du overvejer at investere, men ikke orker at sætte dig ind i aktiejunglen, kan en aktivt forvaltet investeringsfond eller en ETF være en mulighed.

Her er, hvad du skal vide om de to muligheder, inden du beslutter dig.

En ETF følger et indeks. I modsætning til en aktivt forvaltet investeringsfond, er der ikke personer, der sidder og plukker, hvilke aktier der skal være i porteføljen.

Hvis du ikke har store midler at investere for, anbefaler Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg hos Danske Bank, at du køber dig ind i en ETF.

- Hvis man sidder med 10.000-20.000 kroner, kan man gøre det, at man tager en global ETF. Så dækker man hele verdens aktiemarked og får meget stor spredning, siger Henrik Drusebjerg.

Det er vigtigt med stor spredning, hvis du vil undgå, at det hele står og falder med, hvordan enkelte selskaber klarer sig.

Investering i aktier er altid et sats, men med stor spredning er risikoen for et stort tab mindre. Tilsvarende er muligheden for den helt store gevinst heller ikke helt lige så stor.

Philip Frijs, der er global chef for investorsalg i Saxo Bank, påpeger også, at du med en ETF eller aktiv investeringsforening får en god risikospredning billigt.

- En ETF koster lidt mindre i årlige omkostninger. Men en ETF kommer aldrig til at slå markedet, fordi den følger markedet, siger han.

- Det er billigere, end hvis du selv skal sammensætte din portefølje, hvilket kan være svært og dyrt, hvis du er ny til at investere, forklarer Philip Frijs.

Hvis du er i en ETF, der eksempelvis følger det amerikanske marked, får du et afkast, alt efter hvor meget det amerikanske marked som helhed vokser.

Det skal ses i modsætning til en aktiv forvaltet investeringsfond, som kan være lidt dyrere i årlige omkostninger. Her sidder personer og prøver at finde vinderaktierne, så investeringen kan give et større afkast.

Men det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet. Der er mange eksempler på, at en ETF har slået aktivt forvaltede investeringsfonde.

- Det, man skal gøre op med sig selv, er, om man har lyst til forsøge at slå markedet eller om man vil være markedet, siger Philip Frijs.

For intet kommer med en garanti. Det handler om, hvad du er villig til at betale i omkostninger - og hvor stor en risiko du vil tage med din investerede penge.

/ritzau fokus/