Ny DR-serie vinder fornemme priser i Cannes
Den danske "House of Cards"-stjerne Lars Mikkelsen medvirker i DRs nye drama "Herrens veje". Foto: Polfoto/Olufson Jonas
Polfoto/Olufson Jonas
"Herrens veje", der får premiere til efteråret, er blevet hædret under MIPTV-messen i den franske filmby.
DRs nye store seriesatsning "Herrens veje" er allerede blevet hædret med to internationale priser i Cannes, inden den overhovedet har ramt de danske fjernsynsskærme.
Søndag blev tv-messen MIPTV afholdt i den franske filmby Cannes, hvor tv-købmænd fra hele kloden mødes for at købe, sælge og se kommende programmer og serier.
Under messen blev der holdt et smugkig på 12 kommende dramaserier, og her blev der vist 15 minutters udvalgte scener fra "Herrens veje".
Der blev også uddelt tre priser til de kommende dramaserier, og her løb "Herrens veje" med to af dem.
Det skriver Danmarks Radio i en pressemeddelelse.
DR-dramaet blev hædret med kritikernes pris, Critics Award, og prisen som indkøbernes favorit, Coup de Coeur Award.
"Herrens veje" handler om en præstefamilie i den danske folkekirke.
"House of Cards"-stjernen Lars Mikkelsen og skuespillerinden Ann Eleonora Jørgensen spiller forældrene, mens familiens sønner spilles af de fremadstormende skuespillere Simon Sears og Morten Hee Andersen.
Lars Mikkelsen var med i Cannes for at modtage de fine priser sammen med seriens hovedforfatter, Adam Price.
DRs dramachef, Piv Bernth, jubler over seriens allerede enorme succes.
- Det er helt fantastisk, at "Herrens veje" fik de to priser. Interessen for serien er stor, fordi den skiller sig ud fra det meste andet, der er på markedet i øjeblikket, siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Historien, skuespillet, billederne - vi prøver at gå nye veje. Det har gjort indtryk, og det er vi stolte over, lyder det fra Piv Bernth.
"Herrens veje" får premiere til efteråret.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde