Nye regler guider dig til danske råvarer
De nye regler finder anvendelse fra april, men der kan gå længere tid, før du ser de nye betegnelser i butikken, fordi virksomhederne først skal omstille produktionen der. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fremover skal det stå på din vare, hvis hovedingrediensen stammer fra et andet land, end det oplyses om fødevaren som helhed.
Dannebrogsflag på pakken eller en sætning som "produkt fra Danmark" giver dig nok det klare indtryk, at du står med en vare, hvor indholdet stammer fra Danmark.
Men indtil nu har det faktisk ikke været så ligetil at gennemskue, om hovedingredienserne nu også var fra samme land.
Derfor træder der fra 1. april nye regler i kraft, der betyder, at hvis oprindelsen af den primære ingrediens ikke er den samme, som der oplyses for fødevaren som helhed, så skal det angives.
Det fortæller juridisk fuldmægtig Nina Læssøe, som er ekspert i fødevaremærkning hos Fødevarestyrelsen.
- Man sætter nu mere klare regler for håndteringen på området, så forbrugerne i mange tilfælde bliver mere oplyst om oprindelsen for råvarerne i fødevarer, fortæller hun.
Producenten må altså gerne reklamere med danske flag, eller skrive at produktet er fra Danmark på dine syltede rødbeder eller sennep - også selv om de primære ingredienser ikke er danske.
Men fremadrettet skal de samtidig angive, hvilket land de primære ingredienser rent faktisk er fra.
Den primære ingrediens bliver defineret som en ingrediens, der udgør mere end 50 procent af fødevaren - eller den ingrediens, forbrugeren normalt vil forbinde med varebetegnelsen.
Der kan godt være flere primære ingredienser i en fødevare.
- Men skriver producenten "røget i Danmark", så vil oprindelsen som udgangspunkt referere til en forarbejdning af fødevaren og altså ikke til fødevarens oprindelse som helhed, siger Nina Læssøe.
Hos Forbrugerrådet Tænk er de positive over for de nye regler.
- Samsø Syltefabrik må gerne bruge rødbede fra et andet land. Og sild bliver fanget et sted og marineret et andet, siger Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk og fortsætter:
- Men med de nye regler bliver det lidt nemmere at navigere i, for så skal de i hvert fald angive, hvor råvaren kommer fra, hvis de skriver, at varen er fra Danmark.
Det ændrer ikke på, at du som forbruger fortsat skal læse grundigt på varen, afslutter hun.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub