Obama med i Mythbusters

Den amerikanske præsident vil til at knuse myter.

Barack Obama har nemlig tænkt sig at deltage i et afsnit af det populære Discovery Channel-program "Mythbusters", hvor to værter gennem eksperimenter afliver populære myter.

Det sker som led i en kampagne fra Det Hvide Hus for at promovere fysik og matematik, efter at eksperter har advaret om, at manglende interesse for de naturfaglige fag blandt de amerikanske skoleelever kan skade økonomien.

- Jeg kan i dag annoncere, at jeg har optaget et specielt gæsteprogram til deres show, selvom jeg ikke fik sprunget noget i luften. Det var jeg en lille smule frustreret over, siger Barack Obama ifølge Reuters.

Afsnittet, som Obama optræder i, omhandler en 2000 år gammel græsk myte om, at Archimedes satte ild til en invaderende flåde romerske skibe ved brug af en række spejle - en myte, programmet tidligere har behandlet.

Programmet bliver sendt den 8. december på amerikansk tv.

/ritzau/Reuters

Den amerikanske præsident vil optræde i det populære tv-program "Mythbusters" for at promovere vigtigheden af fysik og matematik.

Offentliggjort Sidst opdateret