Den ukronede dronning af amerikansk talkshow, Oprah Winfrey, vil i december lave et en time langt interview med Barack og Michelle Obama. Det oplyser Oprah på sit shows hjemmeside.
- Den intime, informative og underholdende særudgave på en time vil indeholde et interview alene med præsidenten, som er det første, Oprah laver med ham, siden han tiltrådte, og et interview med præsidentparret, lyder det på hjemmesiden.
Ifølge hjemmesiden vil særudgaven også følge præsidentfamiliens, der ud over Barack og Michelle består af døtrene Sasha og Malia samt hunden Bo, forberedelser med at gøre Det Hvide Hus klar til julen.
Forleden oplyste Oprah Winfrey, at hun i 2011 lukker og slukker sit talkshow, der på det tidspunkt vil have underholdt amerikanerne i 25 sæsoner.
Oprah Winfrey, der offentligt bakkede op om Barack Obama i valgkampen, interviewede forleden republikanernes vicepræsidentkandidat Sarah Palin. Palin tabte sammen med præsidentkandidat John McCain til Obama og vicepræsident Joe Biden ved valget sidste år.
Men det var ikke kun ved præsidentvalget, at Oprah Winfrey stod last og brast med Barack Obama. Det gjorde hun også, da Chicago, Obamas og Oprahs fælles hjemby, tidligere på året forsøgte at redde sig værtsskabet for OL i 2016.
Sammen med både Barack og Michelle Obama besøgte Oprah København, hvor værtsskabet blev afgjort. Men de måtte alle rejse hjem med en lang næse, da Rio de Janeiro løb af med sejren.
Oprah Winfrey benyttede dog lejligheden til at lave et tv-program om Danmark og danskerne, som er blevet udråbt som det lykkeligste folk i verden.
Udsendelsen blev vist sidste måned på amerikansk tv, hvilket skabte enorm omtale i den danske presse.
Interviewet med Obama'erne vil blive sendt på det amerikanske kabelnetværk ABC den 14. december klokken 4 om morgenen dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde