Selv amerikanere kan blive træt af hamburgere og spareribs. Det gælder også talkshow-dronningen Oprah Winfrey. Hun er begyndt at spise rugbrød hver morgen.
Det afslører den amerikanske tv-vært i forbindelse med sit program om Danmark, der blev sendt på amerikansk tv i aftes.
- Jeg elsker det virkelig. Jeg spiser en skive hver morgen. Det er lige som at spise jord, siger Oprah Winfrey.
Programmet om "verdens lykkeligste folk", danskerne, blev lavet i forbindelse med Oprah Winfreys besøg i Danmark sidste måned. Her forsøgte hun forgæves at hjælpe sin hjemby, Chicago, til at vinde OL-værtsskabet i 2016.
I programmet besøger hun blandt andet Stine Holscher, der bor i et "typisk dansk hjem". Mange danskere vil næppe synes, at hjemmet, er så typisk endda. Der er da også tale om en prisvindende arkitektbolig midt i København, hvor de færreste almindelige danskere har råd til at bo.
Indretningen er i et stilrent design, og lejligheden er præget af sine store panoramavinduer med udsigt over byen. Og Oprah bliver tydeligvis også imponeret.
Men man siger jo, at alt er større i Amerika. Og Oprah er tydeligvis også overrasket over, at alt er ganske småt. Blandt andet køleskabet, som nok er lidt klejn, men alligevel har en ganske normal størrelse efter dansk standard.
- Er det hele dit køleskab? Det er godt nok lille, udbryder Oprah over for Stine Holscher.
Oprahs formål med at lave programmet var blandt andet at undersøge, hvorfor vi danskere er så lykkelige. Her fik hun nogle bud fra 44-årige Nanna Norup, der tog talkshow-dronningen med på rundtur i København.
Nanna Norup kunne fortælle Oprah, hvordan vi i Danmark har gratis uddannelse og sundhedsvæsen, et års barsel, og at vi får understøttelse, når vi bliver fyret. Alt sammen noget, der lyder som ren utopi i USA.
Men hvem ved. Måske er det bare rugbrødet, der gør os danskere glade i lovet. Selv om det - åbenbart - smager af jord.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned