Oscar-vært reddede festen med grov humor

Foto: Chris Pizzello/Chris Pizzello/Invision/AP

Reaktionerne på årets Oscar-vært Seth MacFarlane er generelt positive.

Offentliggjort Sidst opdateret

MacFarlane, som er manden bag tegneserien "Family Guy", er tidligere blevet kaldt et farligt valg som Oscar-vært. Hans indsats har da også været ventet med spænding.

Særligt fordi de senere års værter har budt på middelmådige præstationer. Eksempelvis Anne Hathaway og James Franco, der for et par år siden blev kritiseret voldsomt for deres indsats.

Men Seth MacFarlanes mange grove jokes viste sig at være en succes blandt publikum.

Komikeren gav for eksempel følgende beskrivelse af Quentin Tarantino's nye film "Django Unchained".

- Det er historien om en mand, der kæmper for at få sin kone tilbage, som er blevet udsat for grov vold. Eller som Chris Brown og Rihanna kalder det: En dating-film.

Også Daniel Day-Lewis, der er kendt for at leve sig meget ind i sine roller, fik en kommentar med på vejen. Day-Lewis er filmaktuel i rollen som USAs tidligere præsident Abraham Lincoln, som han vandt en Oscar for.

- Da du så en mobiltelefon under optagelserne, sagde du: "Hvad i al verden er det?"

De første reaktioner på MacFarlanes indsats er også ude på Twitter.

Skuespiller og komiker Rainn Wilson, kendt fra den amerikanske version af "The Office", skriver:

- Seth MacFarlane klarede bestemt opgaven godt. Sjov, selvkritisk og overraskende frisk.

/ritzau/