Oscar-vinder er uvelkommen i Mandela-film

Sydafrikanske skuespillere er i oprør over, at en amerikaner skal spille hovedrollen i en ny film om Nelson Mandelas ekskone, Winnie Madikizela-Mandela.

Skuespillernes forening mener, det er forkert at bruge udlændinge til at fortælle landets historie, og så er det lige meget, at udlændingen hedder Jennifer Hudson og i 2007 vandt en Oscar.

- Den beslutning må laves om. Det skal stoppes nu. Hvis sagen ikke kommer op til diskussion vil vi presse på for at få filmen stoppet, siger Oupa Mabutho, der er generalsekretær i de sydafrikanske skuespilleres forening.

Det var i sidste måned, at Jennifer Hudson fik rollen som Winnie Mandela. Filmen skal instrueres af den sydafrikanske instruktør Darrell J. Roodt, som blandt andet står bag filmene "Cry, The Beloved Country" og "Sarafina".

Kritikken af valget af Jennifer Hudson kommer bare få dage før premieren på Clint Eastwood-dramaet "Invictus", der handler om Nelson Mandela og Sydafrikas VM-sejr i rugby i 1995. En begivenhed, der rystede landet sammen som nation.

I den film spiller Morgan Freeman rollen som Nelson Mandela, mens Matt Damon indtager rollen som rugbyholdets anfører.

Winnie Mandela spiller en stor rolle i sydafrikansk historie omkring kampen mod det forhadte apartheidstyre. I de 27 år, Nelson Mandela sad som regimets fange, kæmpede hun utrætteligt for at gå ham løsladt.

Hendes image fik dog nogle gevaldige ridser i lakken i forbindelse med flere skandalesager. Ikke mindst blev hun sat i forbindelse med bortførelse, mishandling og drab på en 14-årig aktivist. Og i 2003 fik hun en dom for svindel.

Winnie Mandela var gift med Nelson Mandela frem til 1996. Parret lod sig dog separere allerede i 1992, to år efter Nelsons løsladelse. Winnie Mandela nåede dermed aldrig at blive landets førstedame, da Nelson først blev præsident i 1994.

/ritzau/AFP

Oscar-vinderen Jennifer Hudson er ikke velkommen i rollen som Winnie Mandela i ny sydafrikansk film. De lokale skuespillere stritter imod.

Offentliggjort Sidst opdateret