Panel giver Japans kejser lov til at abdicere i april 2019
Kejser Akihito vinker farvel til sine royale forpligtelser fra 30. april 2019. Foto: /ritzau/AP/Kimimasa Mayama
/ritzau/AP/Kimimasa Mayama
Japans kejser, Akihito, bliver den første kejser i flere hundrede år, der abdicerer.
Et særligt panel, der har Japans premierminister, Shinzo Abe, som formand, er nået til enighed om, at den japanske kejser, Akihito, må træde tilbage 30. april 2019.
Det rapporterer den japanske tv-station NHK.
Akihitos abdicering er den første i kejserfamilien i mere end to århundreder.
Akihito, der er blevet opereret i hjertet og behandlet for prostatakræft, sagde sidste år i en sjælden tale, at han frygtede, at alderen måske ville gøre det svært for ham at opfylde sine pligter.
En lov, der blev indført i juni, tillader Akihito at abdicere. Det er ellers normalt et job, som man beholder livet ud.
Akihito vil blive efterfulgt af sin ældste søn, kronprins Naruhito. Japans kommende kejser er 57 år gammel.
Kejserens status er et følsomt emne i Japan. Japanernes aggressive angrebskrig i forbindelse med Anden Verdenskrig blev ført i kejser Hirohitos navn.
Hirohito, som var far til Akihito, døde i 1989.
Nogle japanere frygtede, at den nye lov, der gav mulighed for, at en kejser kunne abdicere, ville medføre risiko for, at kejseren kunne udsættes for politisk pres.
Den japanske kejserfamilie har siddet på tronen i over 2600 år.
Kejserfamilien har ifølge sin egen officielle tidsregning regeret Japan i næsten 2700 år. Den første kejser, Jimmu, siges at være kommet til magten 660 år før vor tidsregning og nedstamme fra solen.
Kejseren betragtes som guddommelig. Han er ifølge forfatningen et statssymbol og forenende for folket, selv om han ingen formel politisk magt har.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned