Pelle Hvenegaard: Jeg er til piger

I tv-serien 2900 Happiness spiller Pelle Hvenegaard den homoseksuelle Jens Erik von Bech, men i virkeligheden er den mørkhårede skuespiller udelukkende til piger.

- I mit eget liv har jeg ikke så mange kufferter med penge stående, og så foretrækker jeg også at kysse med piger. De kradser ikke helt så meget, sagde Pelle Hvenegaard, da TV 3 forleden holdt pressemøde i anledning af premieren på tredje sæson af tv-serien 2900 Happiness om magt, intriger, kærlighed og mangel på samme blandt nordsjællandske unge og deres familier.

Der har tidligere svirret falske rygter om, at Pelle Hvenegaard foretrak mænd, og skuespilleren har kæmpet en hård kamp for at komme rygterne til livs. Blandt andet politianmeldte han sidste år en person, der oprettede en profil i Pelle Hvenegaards navn på en datingside for bøsser.

Ved ankomsten til pressemødet lagde Pelle Hvenegaard selv ud med en joke om rygterne. Pelle Hvenegaard var iført lange shorts til under knæene, en lyserødlig skjorte og knaldrøde sokker.

Henvendt til skuespillerkollegerne sagde Hvenegaard: - Det var så det mindst bøssede tøj, jeg kunne finde.

Han er også kendt som studievært på TV 2 i datingprogrammet "Dagens mand", hvor en mand kommer i studiet og har mulighed for at komme på date med en blandt en hel stribe af piger. Hvis de altså ikke vælger ham fra.

At Pelle Hvenegaard har været udsat for mobning omkring sin seksualitet, er dog ikke årsagen til, at 2900 Happiness i år også har en social profil. På seriens hjemmeside bliver der nemlig givet gode råd til seriens unge seere på baggrund af de problemer med intriger og mobning, serien skildrer.

Årsagen er skuespiller Søren Bregendal, der ud over at medvirke i serien, også er engageret hos Børns Vilkår.

- For syv-otte måneder siden kontaktede jeg TV 3 og Nordisk Film og forelagde dem idéen om, at vi kunne bruge hele tredje sæson af serien som oplysningsplatform for Børns Vilkår. De har noget, der hedder børnetelefonen, som hjælper mange tusind børn om året med alle slags problemer, fortæller Søren Bregendal.

/ritzau/

Røde sokker og lyserød skjorte er det mindst bøssede tøj, som Pelle Hvenegaard har, siger han selv. Men han er 100 procent til piger.

Offentliggjort Sidst opdateret