Pernille Højmark fandt trøst hos Pippi

Det var ikke let at være Pernille Højmark som ung. Som bare 13-årig mistede hun sin far, og blot syv år senere døde moderen. Det betød, at Pernille Højmark som bare 20-årig var forældreløs.

- Det var urimeligt, at jeg skulle være voksen så tidligt. Der har været så meget ulykke og sorg i min teenagetid og de første voksenår, siger skuespillerinden og musikeren til Søndagsavisen.

Moderen døde af kræft, mens faderen tog sit eget liv. Han skød sig selv efter en druktur, og det var naturligvis hårdt for den unge Pernille Højmark. Men hun fandt trøst et særligt sted - hos Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe.

- Det var usædvanligt barsk, men jeg havde Pippi. Der var ikke mange identifikantionsmuligheder, som ikke var søde, nuttede piger. Men der var Pippi, hvis far boede i Langbortistan, og hvis mor boede i himlen, siger hun.

Det var en hårdt mærket Pernille Højmark, der tog hul på sine 20'ere. Uden hverken mor eller far følte hun sig alene og var meget vred. I dag har hun fået bearbejdet sorgen, men hun ville ønske, at hun havde mødt større forståelse dengang.

- Jeg ville ønske, at jeg i mine 20'ere havde haft et sørgebind på armen, så folk kunne se, at en af grundene til, at jeg var så voldsom og mærkelig, var, at jeg var i sorg. Så havde folk måske forstået mig bedre, siger hun.

I dag er hun fyldt 50 år og har fået det hele på afstand. Det har en psykolog hjulpet med.

- Jeg har brugt meget tid på at gennemgå alle de oplevelser med mig selv, næsten til brækpunktet. Men det er jeg nødt til. Jeg føler, at jeg er fri af det for alvor nu, siger Pernille Højmark.

/ritzau/

Musikeren og skuespillerinden Pernille Højmark havde en hård ungdom. Hun mistede sin far og mor i en tidlig alder, men fandt trøst hos Pippi Langstrømpe.

Offentliggjort Sidst opdateret