Pilou Asbæk er Danmarks bud på en kommende stjerne, når Berlinalen løber af stabelen i den tyske hovedstad fra den 10. til 20. februar næste år.
Den 28-årige skuespiller er nemlig udnævnt som shooting star på filmfestivalen, hvor han sammen med ni andre europæiske talenter får tildelt shooting star-priser og kommer i fotografernes søgelys på den røde løber foran Berlinale-paladset.
De 10 stjernefrø er udvalgt af en skare på 25 kandidater, oplyser organisationen European Film Promotion, EFP, i en pressemeddelelse.
Pilou Asbæk, der er uddannet fra Statens Teaterskole i 2008, fik sit folkelige gennembrud som statsministerens drevne spindoktor Kasper Juul i DR's netop afsluttede successerie "Borgen". 2010 har i det hele taget været et succesår for skuespilleren, som også har høstet anmelderroser for sin hovedrolle i fængselsfilmen "R".
Blandt de danske skuespillere, der tidligere har optrådt i rampelyset som shooting stars i Berlin, er Jakob Cedergren, Sonja Richter, Iben Hjejle, Thure Lindhardt og David Dencik.
Det bliver skuespilleren og fotomodellen Isabella Rossellini, som står i spidsen for juryen, der uddeler Guld- og Sølvbjørne på den 61. Berlinale. Filmfestivalen skydes i gang den 10. februar med Coen-brødrenes genindspilning af John Wayne-westernklassikeren "True Grit", som har Jeff Bridges, Josh Brolin og Matt Damon i hovedrollerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker