Et af 1970'ernes mest prominente soul- og r'n'b-navne, amerikanske Teddy Pendergrass, døde onsdag som 59-årig på hospitalet i en forstad til hjembyen Philadelphia. Sangeren kæmpede til det sidste for at komme sig efter at være blevet opereret for kræft i tyktarmen. Det oplyser nyhedsbureauet AP.
Teddy Pendergrass markerede sig gennem 1970'erne som karismatisk kunstner med hits som "Love T.K.O." og "Close the Door". Karrieren begyndte i gruppen Harold Melvin & the Blue Notes, men efter uoverensstemmelser gik Pendergrass sine egne veje og udgav i 1977 sit debutalbum.
Skæbnen skånede ikke Teddy Pendergrass. I 1982 forulykkede han i sin bil og blev lammet fra livet og ned, og de efterfølgende 28 år tilbragte Pendergrass i kørestol. Ulykken "kom i vejen" for mange af hans karrieredrømme, siger samarbejdspartneren Kenny Gamble.
For fire år siden trak Pendergrass sig officielt tilbage fra musikbranchen. Han fortsatte dog med at skaffe penge til folk, der led af rygmarvsskader, gennem sin velgørenhedsorganisation The Teddy Pendergrass Alliance.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde