Popsanger skal spille den lille havfrue

Sangerinden Anna David skal spille hovedrollen som Ariel, når en række jyske scener i 2011 blænder op for opsætningen af Disneys "Den lille havfrue". Og popsilden bag landeplagen "Fuck dig", glæder sig til at give den som den rødhårede Ariel.

- Jeg var helt vild med Disneys "Den lille havfrue" som barn og tror, det bliver en stor oplevelse at være med i produktionen. Jeg glæder mig virkelig meget til den udfordring og til at prøve kræfter med musicalgenren, siger hun.

Anna David skal spille over for danseren Silas Holst, der blandt andet har været med i "Vild med dans". Han skal spille drømmeprinsen Erik, der forelsker sig i Ariel.

Silas Holst har før optrådt i musicals, mens det er første gang, at Anna David skal forene sang og optræden på de skrå brædder. Hun får dog selskab af en anden debutant, skuespilleren Torben Zeller. Han skal spille rollen som mågen Skralde, der er en af Ariels trofaste venner.

De øvrige sjove figurer fra Disneys fortolkning af det gamle H.C. Andersen eventyr finder også vej til musicalen om den lille havfrue. Det bliver både til et gensyn med fisken Tumle, krabben Sebastian og havheksen Ursula samt hendes to trofaste hjælpere, ålene Bundslam og Skidtslam.

Stykket bliver sat op på Musikteateret Holstebro og rykker senere videre til Esbjerg, Århus og Aalborg.

/ritzau/

Popsangerinden Anna David skal spille titelrollen i musicalopsætningen af Disneys "Den lille havfrue". Danseren Silas Holst får rollen som prins Erik.

Offentliggjort Sidst opdateret