Populær tv-konditor forlader Glyptoteket

I knap et par år har Mette Blomsterberg fået tænderne til at løbe i vand blandt tv-seerne hos DR. Men i hele 16 år har hun trakteret gæsterne på Ny Carlsberg Glyptotek i København med sine lækkerier.

Blomsterberg fortsætter på tv, men inden længe er det slut med at røre kagecreme og bage nøddebunde på Glyptoteket.

Ifølge ugebladet Her & Nu har Mette Blomsterberg nemlig planer om at åbne sin egen forretning i Grønnegade i København, og dermed vinker hun farvel til Glyptoteket.

- Håndværkerne knokler for at blive færdige med den ny butik, og de ser ud til at holde tidsplanen, fortæller Mettes mand, Henrik Jæger Blomsterberg, til ugebladet.

- Vi er alle meget spændte på det nye koncept, som der er blevet arbejdet på et stykke tid, siger Henrik Jæger Blomsterberg.

Mette Blomsterberg slog første gang sit navn fast på den internationale konditorscene i 1992, da hun vandt bronzemedalje ved VM for unge konditorer. Dengang var det en kransekage med valnøddesherry, der begejstrede dommerne.

Mette Blomsterberg blev landskendt, da hun i begyndelsen af 2010 tonede frem på tv-skærmen hos DR med programmerne under titlen "Det søde liv".

Mette Blomsterberg vender tilbage på DR1 til efteråret med en serie programmer om "Kongerigets kager".

/ritzau/

Mette Blomsterberg åbner ny butik i København og stopper på Glyptoteket efter 16 år.

Offentliggjort Sidst opdateret