Det celebre bryllup i Monaco mellem prins Albert og hans forlovede, Charlene Wittstock, er blevet flyttet en uge. Det skriver hellomagazine.com.
Oprindeligt skulle bryllupsfesten have været den 8. og 9. juli næste år, men nu er festlighederne i stedet flyttet en uge frem til den 2. og 3. juli.
Festen strækker sig over to dage, fordi den borgerlige del af vielsen holdes den ene dag, mens den religiøse del af vielsen holdes dagen efter.
Hoffet forklarer i en kort udtalelse flytningen med, at den første dato kolliderer med et møde i den olympiske komité i Durban i Sydafrika 5.-9. juli næste år. Prins Albert sidder i den olympiske komité.
- Parret ønsker, at den olympiske familie kan være sammen med dem til brylluppet, lyder forklaringen, som også henviser til, at prinsen desuden har ønsket, at Charlenes første statsbesøg som prinsesse bliver til hendes hjemland, Sydafrika.
52-årige fyrst Albert har været statsoverhoved i Monaco siden 2005. Han og 32-årige Charlene Wittstock har dannet par siden 2006. De blev set sammen offentligt for første gang ved åbningsceremonien ved vinter OL i Torino i Italien i 2006. De offentliggjorde deres forlovelse i juni i år - blot få dage efter de sammen deltog i kronprinsesse Victorias bryllup i Stockholm.
Fyrst Alberts liv som ungkarl har gennem tiden givet anledning til mange spekulationer. Blandt andet gik der rygter, om at han er bøsse. Dem aflivede han selv i et interview med et fransk magasin tilbage i 1994.
Skønt han ikke har været gift, har fyrst Albert fået to børn. Få dage før Albert overtog tronen i 2005, indrømmede han offentligt, at han er far til drengen Alexander. Moren er en afrikansk stewardesse fra Togo.
Allerede i 1992 hævdede en amerikansk turist, at hun var blevet mor til en datter, Jazmin, der er barn af fyrst Albert. Efter megen tvivl blev der i 2006 lagt låg på sagen, da en dna-test fastslog, at Albert er pigens far.
Fyrst Alberts forlovede, Charlene Wittstock, stammer fra Sydafrika, hvor hun var en habil rygsvømmer. Hun var del af det hold, der i 2000 sikrede Sydafrikas svømmepiger en femteplads i 4 x 100 medley ved OL i Sydney.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned